Er radio ved at dø?
Neeeeej, det mener vi bestemt ikke! Lad os nu lige forklare det.
Vi ved det godt. Der findes næppe mange medier, der er blevet dømt ude så mange gange som radioen.
Hvis man gennem de seneste 20 år har fulgt med i debatten om medier, har man efterhånden hørt det mange gange:
“Radioen er ved at dø” eller “Nu er radioens tid forbi.”
Først kom der TV’et. Så kom internettet. Derefter streamingtjenester, podcasts, sociale medier, YouTube, TikTok og et hav af andre digitale platforme. Vi mister næsten pusten.
Men nu er vi halvvejs igennem 2026, og alligevel oplever vi hos Radio ABC Gruppen noget bemærkelsesværdigt hver eneste morgen. Tusindvis af østjyder tænder stadig radioen på vej til arbejde.
Radioen spiller i bilen på vej til håndboldtræning, ude i værkstedet, på kontoret, i køkkenet og hos den lokale håndværker, der sidder i gravmaskinen og er i fuld gang med dagens arbejde.
For alle os, der sidder nede i lokalerne på togstationen i Randers i Radio ABC Gruppens domicil, er radio ikke bare et medie. Det er en del af hverdagen. Så vi blev da heller ikke overraskede, da DR først på året offentliggjorde rapporten “Medieudviklingen 2025”.
Faktisk viser den rapport, at 85 % af danskerne fortsat lytter til radio mindst én gang om ugen, mens 60 % lytter dagligt. Samtidig er radio stadig det lydmedie, danskerne samlet bruger mest tid på.
Det er måske ikke de tal, man forventer i en tid, hvor sociale medier fylder mere end nogensinde før, og hvor streamingtjenester giver adgang til næsten uendelige mængder indhold. Så selvom mediebilledet ændrer sig hurtigere end nogensinde før, og vi konstant får fortalt en anden historie, afslører tallene noget vigtigt for os. De viser virkeligheden.
Så måske er spørgsmålet ikke længere, om radioen er ved at dø?
Måske er spørgsmålet snarere, hvorfor så mange danskere stadig vælger radioen til – hver evig eneste dag. Hos Radio ABC ved vi, at radio ikke er ved at forsvinde. Radio har blot fundet sin plads i en moderne medieverden.
Radio følger os gennem dagen
En af radioens største styrker er, at den ikke kræver vores fulde opmærksomhed. Prøv at tænke over det et øjeblik.
Hvornår lytter du egentlig til radio?
For de fleste af os er svaret jo ikke: “Når jeg sætter mig ned for at høre radio.”
Men når du ser en video på TikTok, læser en artikel online eller streamer en serie, kræver det reelt, at du stopper op og fokuserer.
Og her kommer det fantastiske, vi elsker ved radio. For radio fungerer bare anderledes end så mange andre medier. Den kræver ikke nødvendigvis en skærm. Eller et login for den sags skyld. Radio kræver ikke, at vi aktivt beslutter at vælge det næste indslag eller den næste sang.
Radioen er bare der. Den er med på vej til arbejde om morgenen. Den spiller i bilen, mens børnene bliver afleveret. Den kører i baggrunden på kontoret. Og så er den med til at give en god energi på værkstedet. Vi er også så heldige, at den holder os med selskab under rengøringen, havearbejdet eller madlavningen – selvom der her er kamp fra lydbøger, podcasts osv.
Men i bund og grund passer radio ind i de små mellemrum, der tilsammen udgør en stor del af vores hverdag.
Netop derfor har radio altid haft en unik position blandt medierne. Radio bliver ikke nødvendigvis valgt til som en decideret aktivitet. Den bliver en del af aktiviteten, der følger os gennem dagen.
Det er også en af grundene til, at vi hos Radio ABC Gruppen stadig møder lyttere, der fortæller os, at de har radioen med sig hver eneste dag. Måske ikke fordi de aktivt har besluttet sig for at lytte i flere timer ad gangen, men fordi radioen ganske enkelt er blevet en fast del af hverdagen.
Mere skærmtid betyder ikke mindre behov for radio
Hvis vi kigger på danskernes medievaner i dag, er der naturligvis ingen tvivl om, at skærmene fylder mere end nogensinde før.
Vi bruger sociale medier, streamer film og serier, læser nyheder online og søger svar på stort set alt via vores telefoner.
Og den udvikling kommer næppe til at stoppe. Det har vi som radioproducent accepteret.
Da Radio ABC udvidede
Siden 2017 har vi hjulpet virksomheder med online markedsføring gennem blandt andet Google Ads, sociale medier, SEO, hjemmesider og digitale kampagner.
Hos Radio ABC Gruppen har vi faktisk selv været en del af den udvikling. Siden 2017 har vi hjulpet virksomheder med online markedsføring gennem blandt andet Google Ads, sociale medier, SEO, hjemmesider og online kampagner.
Vi ved derfor bedre end de fleste, hvor stærke de digitale platforme netop kan være.
Men vi kan også se, at den stigende skærmtid ikke nødvendigvis betyder, at radioen mister sin relevans. Tværtimod faktisk.
DR’s rapport “Medieudviklingen 2025” viser, at danskerne igen brugte mere tid på sociale medier i 2025. Samtidig peger rapporten på noget interessant: Mange danskere, særligt de yngre generationer, fortæller, at de faktisk ønsker at bruge mindre tid på sociale medier.
Og det må da være et paradoks, som mange nok kan genkende.
Vi ved det fra os selv. Telefonen bliver tjekket lidt oftere, end man egentlig havde tænkt sig. Hvad der bare lige skulle være en hurtig tur på Facebook eller Instagram bliver til 20 minutter. Én video bliver til ti. Og pludselig er tiden gået. Igen. Åh!
Men her fungerer radio igen anderledes. Radio forsøger ikke på samme måde at holde dig fanget på en platform. Den sender dig ikke notifikationer i spandevis. Den beder dig ikke om at se “bare én video mere”. Den analyserer heller ikke hvert eneste klik for at holde på din opmærksomhed længst muligt. Måske vi kan finde på at tease lidt og sige “bliv hængende og hør Mads Langer live senere i studiet her til morgen.” 😉
Men ellers er radio der altså bare. Og du hopper fra og til hele dage. Radioen er fyldt med musik, lokale nyheder og historier, underholdning, trafikupdates, vejrudsigten og velkendte stemmer.
Måske er det netop derfor, radio fortsat har en særlig plads i danskernes hverdag?
Ikke fordi radio skal forsøge at konkurrere med de digitale medier. Men fordi radio tilbyder os noget, der ikke kræver, at vi konstant kigger ned i endnu en skærm.
Lokale medier har nemlig stadig en vigtig rolle
Når en radiovært fortæller om morgentrafikken i Østjylland, kommenterer på vejret eller taler med lyttere fra lokalområdet, bliver radio pludselig mere end bare lyd. Den bliver en del af lokalområdet. Den bliver et fælles samlingspunkt.
Og når vi lever i en tid, hvor meget af det indhold, vi møder, kommer fra globale platforme, så betyder det lokale rent faktisk noget.
Facebook, Instagram, TikTok og YouTube er alle internationale tjenester med globale algoritmer. Men altså vores hverdag er stadig lokal og verdens navle.
Vi bor lokalt. Vi arbejder lokalt. Vi handler lokalt. Vi går til arrangementer lokalt. Vi interesserer os for, hvad der sker i vores nærområde.
Det er her, lokale radioer som f.eks. Radio ABC, Radio Alfa og Radio go!FM fortsat spiller en vigtig rolle.

Hos Radio ABC Gruppen har vi gennem årtier arbejdet med lokal radio og lokale historier.
I dag står vi for mere end 10 % af den kommercielle radiolytning i Danmark og leverer kontakt til omkring 400.000 lyttere hver uge.
Men det vigtigste er ikke tallene alene. Det vigtigste er relationen til de mennesker og virksomheder, der er en del af de områder, vi dækker.
Når vi sender fra Randers, Aarhus, Silkeborg eller Skive, taler vi ikke til Danmark som helhed. Vi taler til mennesker dér, hvor de bor.
Når MorgenKammeraterne på Radio ABC hver morgen står og sender live radio med blikket direkte ud i hallen på Randers Banegård, hvor folk løber hastigt for at nå toget eller drikker deres morgenkaffe på en bænk, er det altså lokalt og nærværende.
Og den lokale relevans bliver kun vigtigere i en digital verden, hvor meget indhold ellers føles generisk og ens.
Noget af det, vi synes er det mest fascinerende ved radio, er, at mediet stadig formår at skabe fælles oplevelser.
Selvom vi lever i en tid med personaliserede algoritmer og individuelle feeds, findes der stadig noget særligt ved at vide, at tusindvis af andre mennesker lytter til det samme som dig.
Den samme sang. Den samme konkurrence. Historie eller interview – og på samme tidspunkt. Det er LIVE! Radio skaber små fælles øjeblikke i hverdagen.
Streaming har ikke erstattet radio
Men hos Radio ABC Gruppen ved vi jo også godt, at der er kommet andre måder at “lytte” på til. Og det er fantastisk, når man er passioneret omkring lyd som vi er.
Når vi ser på udviklingen i danskernes medievaner, er det tydeligt, at lydmarkedet er blevet mere varieret. Vi streamer musik og lytter til podcasts. Nogle sætter lydbøger på, men vi lytter også stadig til radio.
For det ene udelukker heldigvis ikke det andet. For de fleste danskere handler det ikke om enten radio eller streaming. Det handler om både og. Du streamer måske din yndlingsmusik på vej hjem fra arbejde. Du hører podcast på løbeturen. Ooooog mest sandsynligt er det, at du tænder radioen i bilen om morgenen. For den tænder alligevel automatisk med bilen 😉
Så ja, lydforbruget bliver mere individualiseret. Men radio har stadig sin helt egen rolle.
Radio er stadig lytternes ven

Det var blandt andet et af argumenterne for, at MorgenKammeraterne på Radio ABC skulle hedde netop det. Der er en grund til, at radio ofte bliver beskrevet som godt selskab.
Det er simpelthen fordi radio føles mere menneskeligt. En god radiovært bliver en stemme, man lærer at kende. Lyden af en stemme, din MorgenKammarat, der kan få dig til at smile på vej til arbejde De bliver et fast holdepunkt i hverdagen. De giver os nyhederne og spiller lige netop den sang, du ikke vidste, at du havde lyst til at høre.
Derudover underholder de med historier som du egentlig ikke havde efterspurgt, men som er et helt fantastisk input i køen på motorvejen en tirsdag morgen.
Det er sgu svært at sætte tal på. Undskyld vores sprog.
Men det ER en vigtig del af forklaringen på, hvorfor radio stadig står stærkt.
Fremtiden tilhører ikke ét medie
Lad os zoome ud et øjeblik. For hvis der er én ting, vi har lært af de seneste 20 års medieudvikling, så er det, at nye medier sjældent dræber de gamle.
Vi har været med hele vejen og oplevet det på egen krop – eller skulle man sige virksomhed. Nye medier ændrer de gamle. De udfordrer dem og flytter lidt på deres rolle.
Men de fjerner dem sjældent helt. Og det er radioen et godt eksempel.
Ja, lytningen har ændret sig. Ja, konkurrencen er større end nogensinde.
Men radio er stadig en del af danskernes hverdag.
85 % af danskerne lytter stadig til radio hver uge.
60 % lytter stadig dagligt.
Og radio er fortsat det lydmedie, danskerne bruger mest tid på.
Så er radio ved at dø?
Nej.
Tallene fortæller en helt anden historie.
Kilder
DR Medieudviklingen 2025
Kantar Media Radio-Meter
Kantar Media Life-undersøgelsen 2025
Læs mere
Senest opdateret: Juli 2026


